Camilla, International Graduate i HR

Camilla, International Graduate i HR Development & Engagement
I august startede Camilla som International Graduate i HR Development & Engagement. Camilla afsluttede i 2020 en cand.merc. i strategi, organisation og ledelse fra Aarhus BSS, hvorefter hun arbejdede i en projektstilling i et år, inden hun blev Graduate i Lidl. Camilla har stor interesse for HR og så forløbet som en mulighed for at få et dybdegående kendskab til Lidl og dermed skabe bedre forudsætninger for senere at træffe meningsfulde beslutninger i HR ud fra den viden, som hun tilegner sig i forløbet.
”Graduateforløbet tiltalte mig fordi, forløbet var specialiseret inden for HR, samtidig med at jeg kommer vidt omkring i virksomheden og får en dybdegående forståelse for Lidl. Hertil får jeg også indblik i, hvordan de tiltag og projekter, jeg kommer til at arbejde med bliver taget imod og potentielt kan forbedres. Jeg får en stor brugerflade og en virkelig god forståelse for, hvor pengene bliver tjent i Lidl.”
Et fundament for fremtiden
Gennem graduateforløbet skal Camilla gennem fire rotationer, hvor hun får indblik i hvordan hele virksomheden hænger sammen. I august startede hun i egen afdeling, hvor hun blev introduceret til projekter og de daglige driftsopgaver, som hun skal indgå i. Camilla er lige nu i anden del af rotationen, hvor hun sammen med sine kollegaer i butikken løber stærkt for at sikre, at kunderne får den allerbedste indkøbsoplevelse.
”I butikken oplever jeg en anden virkelighed, hvor jeg på lige fod med mine kollegaer lærer om deres hverdag, hvorigennem jeg får en masse praktisk erfaring. Butiksforløbet danner et godt fundament for mit senere arbejde som projektleder i HR. Jeg vil have lettere ved at sætte mig ind i, hvad der er muligt i butikken og hvad der er behov for.”
International erfaring
Som sidste led i rotationen skal Camilla 6 måneder til Tyskland. Her skal hun først mestre sproget, hvortil hun får 3 måneders tysk undervisning. I de sidste 3 måneder bliver hun tilknyttet hendes respektive afdeling på det internationale hovedkontor, hvor hun vil få indsigt i, hvordan HR-afdelingen hænger sammen og hvilke udfordringer, de står over for på det internationale hovedkontor.
”Det er en gave, at jeg i 3 måneder får intensiv sprogundervisning i tysk. Jeg glæder mig til at kunne tale flydende tysk og efterfølgende gøre brug af det på hovedkontoret. Jeg håber at få en masse erfaringer og ny viden med hjem inden for HR.”